GKK Juletræningslejr Undløse/Birkedal 2025
Så blev det igen tid til GKK´s obligatoriske jule-weekend-lejr i Undløse 28. november til 30. november
Altid veloplagte 91 GKK ére i alle aldre fik trænet godt igennem på karateområdet (6 pas i alt) og morgenens hardcore hurtigløb for de unge, smukke og letbenede og ældre-skovtroldetræning (som i julens anledning havde skiftet navn til havenisserne) med bla. bjergbestigning af ”Mount Træflismore” i skovområderne omkring Undløse, satte ekstra gang i stofskiftet. Sempai Jens bidrog yderligere til underholdningen med et sidelæns rullefald i skovbunden!.
I fritiden blev der gået til den med kort og ”Ticket to Ride” brætspil, det traditionelle poker og bordtennis samt bordfodbold der bidrog til underholdningen.
Vi kunne også alle sammen nyde det milde og til dels solrige og stille vejr der var på stort set hele lejren.
Et team af de unge talenter havde lige ”glemt” det der med mobiltelefonerne så de fik ekstra meget kondi og træningserfaring ud af denne jule-lejr!
På den kulinariske side manglede der som sædvanlig heller ikke noget så bl.a. varme friskbagte morgen- boller, flæskesteg, ristaffel og lørdagsslik/chips hjalp til at genopstarte de trætte karate- kroppe.
Traditionen tro blev der også udnævnt en ”lejrviking”, som havde udskilt sig ved god træning, den rette ånd og kammeratskab, så stort tillykke til Anders Sørensen.
Efter endt team-rengøring kunne vi så søndag eftermiddag atter tage bussen mod vores dojo på Østmarken 4 i Gladsaxe, hvor vi ankom temmelig planmæssigt 14.30😊
Tak til Shihan Jan, instruktørerne og alle deltagerne der gjorde denne lejr til en rigtig god oplevelse. Vi glæder os allerede til forårets karatelejr i Undløse!