Tiger- og Drage Lejr

 

SE FOTOS UNDER GALLERI!
Fredag d. 31. januar 2025 åbnede GKK op for den første tiger og drage minilejr. Lejren begyndte om fredagen og klokken 17.00 var 17 forventningsfulde tigere og drager mødt op klar til 24 timers træning, leg, film, hygge og godt kammeratskab.

 

Programmet for mini-weekendlejren var lagt så tæt op ad de store weekendlejre som muligt, for at give en god introduktion til de store weekendlejre.

 

Fredagsprogrammet bød på et træningspas af 1 times varighed. Sidste del af træningspasset foregik sammen med fredags pensumholdet. Træningen blev afsluttet med graduering af Casper og Olav og vi sluttede af med stafetter og karatelegskonkurrencer, store som små.

 

Fredag aften bød på spisning ved et stort langbord, hvor de medbragte aftensmadspakker blev spist og der blev serveret saftevand med hemmelig smag! Mens der blev gjort klar til filmaften i den lille dojo blev der hygget med spil, bordfodbold og masser af snak. Vi så Kung-Fu Panda og til filmen blev der også serveret lidt filmguf.

 

Kl. 22 begyndte vi at finde vores sovepladser og kl. 22.45 var der ro på lejren.

 

Lørdag morgen kl. 06.45 var der morgenvækning og kl. 07.00 stod alle klar udenfor til morgenløb og udendørs træning. 15 minutter fra vækning til de stod klar udenfor til træning - det må være GKK rekord! Morgentræningen sluttede inde i dojoen med sved på panden og højt humør.

 

Efter morgentræningen blev morgenmaden indtaget og resten af dagen bød på yderligere 2 træningspas, samt det klassiske spas og ballade træningspas med speed-shiho’er og speed-kata’er.

 

Imellem træningspassene gik tiden med hygge, leg og masser af snak. Der blev fundet nye kammerater og mange fandt ud af, at karatelejr er supersjovt og at det var lidt ærgerligt, at lejren allerede skulle slutte lørdag kl. 17.00.

 

På vegne af Anton, Lykke og Kristian skal der lyde en stor tak til alle tigerne og dragerne for at være gode kammerater, have godt humør og masser af energi og for at hjælpe hinanden. Tak til Liv (Olavs mor) for at stille op og give en hjælpende hånd med det praktiske.

 

 

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram